Online-forening for NaturFotografer Online-forening for NaturFotografer
 
  ©   
Login

Sign up

The Gallery

Gallery "X"

Forums

Articles

NaturePhotos




Photographic

Zone-systemet for fotografer

01/22-2011 at 23:16

Deleted profile writes:  
Det fotografiske zonesystem blev formuleret i første halvdel af sidste århundrede i USA.
Kendte fotografer som Ansel Adams og Brett Weston var pionerer på området. Men der var mange andre med i de første faser, og efterhånden fik systemet en vis udbredelse i andre lande.
I Danmark blev zonesystemet for alvor taget i brug fra begyndelsen af firserne.

Kort fortalt beskriver zone-systemet en detaljeret planlægning af den sort-hvide billedproces fra visualisering af motivet til det monterede billede i glas og ramme.
Formålet var at kunne planlægge og frembringe forudsigelige resultater.
Systemet har delvist mistet sin berettigelse i dag, hvor alt kan manipuleres elektronisk fra optagelsen til det færdige billede på skærmen.
Nu om stunder koster det ikke megen tid at forsøge sig med ti-tyve varianter af et billede i Photoshop. En tilsvarende operation i det traditionelle mørkekammer ville have taget dage og måske uger, så hvert skud måtte gerne sidde i kassen første gang med det ønskede resultat.

Det var en enorm opgave at bringe hele processen under kontrol. Et godt eksempel er s-kurven, som vi i dag kan forme efter behag i Photoshop’s Curves, men som dengang var en størrelse, der måtte udledes gennem adskillige testforløb og målinger for at registrere ændringer én for én.

For at give et indtryk af opgavens omfang kan nævnes flg. faktorer som måtte være kendte:
Lysets temperatur, lysmåler, objektiv, kamera, film, eksponering, film-kemi, temperatur, agitation, optørring, forstørrelsesapparat, lyskilde, lyskvalitet, kopieringstid, papir, papir-kemi, temperatur, agitation, optørring, efterbehandling, montering, m.fl.

Dette enorme arbejde mundede ud i et kalibreret procesforløb, som i essensen gav mulighed for at gengive et bestemt område i motivet som en bestemt gråtone i det færdige billede
(inkl. de ekstreme gråtoner, sort og hvid).

Kan vi stadig bruge zonesystemet?

Absolut ja - og naturligvis til farver, men i en reduceret og mere brugervenlig udgave.

Et par områder af zonesystemet vil næppe miste deres brugbarhed foreløbig, og det er dem, jeg vil beskrive i det følgende.
Det er for det første zoneskalaen; og for det andet den afledte visualisering på grundlag af zonernes karakteristika.

Billedet viser et vandslebent klippeparti ved Kullen

Author: Eigil Skovgaard

Zoneskalaen

I virkelighedens verden er tonerne naturligvis alt andet end sorte, grå eller hvide. De repræsenterer en kontinuerlig farveskala fra mørkeste til lyseste tone.
Når kameraets lysmåler er i brug, måles lyset uafhængigt af farven. Dvs. selve luminansen fra motivets forskellige områder, og disse værdier vil hver for sig svare til en gråtone i en kontinuerlig gråskala. For nemheds skyld bruges en gråskala med 10 faste gråtoner. Af praktiske grunde er der præcis 1 eksponeringstrin mellem hvert af felterne. Zone VII repræsenterer altså fire gange så meget lys som zone V. Eller udtrykt på en anden måde, der er 2 eksponeringstrin mellem zone V og zone VII, og 4 eksponeringstrin mellem zone III og zone VII.

Der har været flere varianter af zoneskalaer i brug gennem tiderne. Nogle har haft 1-2 færre eller flere zoner. Min favoritskala består af 10 zoner, der er nummereret fra 0 til 9. Den traditionelle nummerering er med romertal, altså fra 0 til IX. Den midterste zone, V (fem) , svarer til fotografiens neutrale gråkort, der pr. definition har en mat gråtone, som reflekterer 18% af det indfaldende lys. Det er den samme standard, der ligger bag nutidens kalibrerings-dimser til brug i felten for at etablere korrekt hvidbalance. Det er også den standard, der er indbygget i fx Photoshop.

Zonerne 0, V og IX (nul, fem og ni) svarer til velkendte gråtoner i fx Photoshop. Da der er tale om neutrale gråtoner, er Rød=Grøn=Blå:

Zone 0 = luminans 0 (sort)
Zone V = luminans 128 (middelgrå)
Zone IX = luminans 255 (hvid)

Herunder er opregnet de forskellige karakteristika for samtlige 10 zoner (i den traditionelle beskrivelse). Det er en forudsætning for at kunne benytte zonerne i det senere visualiserings-kapitel, at deres karakteristika kendes på rygraden:

Zone 0
Dybsort, maksimalt sort, der repræsenterer tomhed, intet, total mangel på lys – fx åbninger til ubelyste rum. Den virker massiv i højere grad en mystisk.

Zone I
Næsten helt sort. Der er en begyndende fornemmelse af tomt rum – fx ubelyste lokaler, skove, sænkninger i landskabet, skygger i dunkelt lys.

Zone II
Begyndende fornemmelse af struktur. Grænsen mellem en synlig og usynlig materie. Virker mystisk.

Zone III, STRUKTUREREDE SKYGGEOMRÅDER
Strukturer og detaljer er veldefinerede og giver tydeligt indtryk af substans i mørke materialer:
Sort klæde, sort læder og skind, sort pels, sort træ, osv. De synlige folder og furer, rynker, krøller og linjer forstærker oplevelsen af noget håndgribeligt - substans.

Zone IV
Gennemsnitsluminansen (lys-indtrykket) af mørkt bladhang, mørke sten, skygger i landskabet og mellem bygninger. Anbefales som skygge-zone til portrætter i sollys eller projektørlys.

Zone V, KARDINALZONEN
Midterzonen og tyngdepunktet i fotografiske skalaer. Defineres som middelgrå eller 18% neutral gråkortet (reflektans = 18%). Mørk hud i klar sol, klar himmel på pankromatisk film, jævnt forvitret træ eller sten.

Zone VI
Lysere hud i sol (ikke glinsende). Sne i skygge, når både sollys og skygge findes i samme sceneri. Klar nordhimmel på ortokromatisk film, våde betonbygninger i diset sol.

Zone VII, STRUKTUREREDE HØJLYSOMRÅDER
Lys hud i jævnt, diffust lys. Gennemsnitsluminansen (lys-indtrykket) af sne i skråt indfaldende sollys, lys og tør beton, lyse kulører, ”hvidlige” områder med strukturer og sarte valører. Tydelig fornemmelse af håndgribelig substans.

Zone VIII
Kun antydning af struktur. Strålende eller lysende overflader, sne i direkte, lodret sollys. Hvide strukturløse områder.

Zone IX
Området mellem den absolut lyseste ”grå” og absolut hvid. Udtrykker intet andet end hvid. Ingen fornemmelse af substans. Repræsenterer spidslysene (lysere områder i forhold til højlys), fx i poleret krom, reflekser fra solen i bølgetoppe, m.fl.


Author: Eigil Skovgaard


Lysmålingen

For almindelig fotografisk lysmåling er lysmåleren kalibreret til at foreskrive luminansen fra neutralgråkortet, altså at anvise et billede med gennemsnitlig 18% reflektion, svarende til zone V.
Jeg fremhæver anvise, for vi er heldigvis ikke bundet af at følge anvisningen.
Med andre ord, lysmålerens vil altid anbefale et billede, hvis gennemsnitlige refleksion svarer til refleksionen fra gråkortet. Det går godt i de fleste tilfælde, men der er vigtige undtagelser at kende.

Det ses bedst, når vi forsøger at gengive et smukt hvidt snelandskab. Tages der ikke højde for lysmålerens fabriksindstilling, vil sneen komme til at ligne gråkortet, altså blive middelgrå i billedet. Det kan godt være, at vi kan gøre den ”snehvid” ved at flytte på et par skydere i Photoshop, men det bringer ikke lokalkontrast og struktur frem, som ikke findes. De smukke sneflader virker flade og udtryksløse.

Hvad går galt?
Sne er ikke bare hvide fnug, men også små mellemrum og fordybninger, der kaster skygge. Disse fine lokalkontraster giver sneen substans. Vi oplever ubevist småstrukturerne som en interessant overflade, og den skulle gerne overleve hele vejen til billedet. I beskrivelsen af zonerne ovenfor er zone VII den lyseste zone, der endnu viser fuld struktur. Zone VII er altså en god zone for et snelandskab, hvis dette ellers er hvidt som nyfalden sne (mere om denne problematik i kapitlet om visualisering).
Når vi retter kameraet (og dermed lysmåleren) mod det snehvide landskab, bliver lysmåleren bombarderet med en overvældende mængde lys, og lysmåleren vil foreskrive en meget kort eksponering bestående af en blænde og en lukkertid, fx bl. 11 og 1/500 sek. De mørkere skyggeområder med diffust lys i sneens fine overfladestruktur overtrumfes eller overstråles totalt af de hvide flader, der reflekterer lyset direkte, og skyggerne når ikke at blive registreret på chip’en, før eksponeringen er afsluttet. De hvide områder får samme eksponering som skyggeområderne, og billedet bliver uden lokalkontrast og substans i sneen.

I zone-termer siger vi, at sneen falder i zone V. Løsningen er at placere den i zone VII.

Da der er to eksponeringstrin fra zone V til zone VII, er sagen klar. Vi skal ”overeksponere” med to eksponeringstrin for at få sneen gengivet i zone VII, og med alle de små lokalkontraster på plads.

Det tilsvarende gør sig gældende med modsat fortegn, når vi fotografer udpræget mørke motiver, der gerne skulle stå med mørke toner inkl. sort i det færdige billede, fx en tjæret fiskerhytte eller et mørkt vådt klippeparti, hvor strukturen eksisterer i form af furer og sprækker.
Lysmåleren vil anvise en eksponering, der gennemsnitligt vil henvise motivet til zone V. Denne eksponering vil repræsentere en relativ overeksponering på to trin. Vi ønsker nemlig at placere motivet i zone III. Som vist i zonebeskrivelsen ovenfor er zone III den første af de mørke zoner, der viser fuld struktur, og her vil vi have alle strukturer med, men uden at gøre forskellene i lokalkontrasterne umulige at tone ned i det færdige billede.
Problemet er dog mindre ved at overeksponere mørke områder en smule. Det er bedre at have detaljerne registreret, end at de helt mangler, som i eksemplet med snelandskabet. Men overeksponerer man et billede med lutter mørke detaljer for meget, går modelleringen tabt, fordi de mørkeste områder drukner, når de for kraftigt eksponerede områder forsøges nedtonet.

Det klassiske eksempel på det ideelle motiv i forhold til lysmålerens gennemsnits-kalibrering er et skakbræt med sort-hvide felter. En måling på brættet som helhed vil placere det i zone V, og det passer fint med gennemsnittet mellem hvid og sort, så skakbrættet vil se perfekt ud på billedet.

Der ligger uden tvivl et statistisk begrundet valg bag gråkortet og zone V som middelgrå. De fleste hverdagsmotiver vil blive rimeligt eksponeret med den indstilling, fordi lyse og mørke områder er nogenlunde ”rigtigt” fordelt i forhold til normen.

Når lyset måles med kameraet sker det oftest i form af en mere eller mindre intelligent vægtning af vigtige områder i motivet, og der udføres en såkaldt integreret måling.
Modsætningen er en spot- eller plet-måling, hvor der måles inden for fx 1 grad.
Spotmåling er den mest ideelle form for lysmåling med zone-systemet. Heldigvis findes spotmåling som en mulighed på de fleste moderne DSLR-kameraer.



Visualiseringen

I det etablerede klassiske zonesystem opererede man med før-visualisering og efter-visualisering. Der er skrevet mange højtidelige tekster om de to øvelser, og i det traditionelle system var det mere relevant at detaljere fremgangsmåderne, fordi de var modstykker i hver ende af et fast kalibreret procesforløb. Efter-visualiseringen var dels en slags efterkontrol af systemets konsistens som helhed dels en kontrol af om før-visualiseringen havde ført til det planlagte resultat.
Behovet for den sidstnævnte sammenligning kan stadig være relevant.

Nu om stunder bruger jeg før-visualiseringen (det at forestille sig noget for sit indre blik) som en analysemetode, når jeg står foran motivet. Jeg har en god bevidsthed om de 10 zoners karakteristika og deres binding til lysmåleren via zone V.
Den viden bruger jeg til at stedfæste zone III og VII på den måde, at jeg spørger mig selv, hvilken del i motivets mørkeste område(r), jeg vil have gengivet med fuld synlig struktur, og hvilken del af motivets lyseste område(r) det samme skal gælde for. Derefter spotmåler jeg luminansen fra en karakteristisk repræsentant fra hvert af disse områder. Hvis kontrastomfanget er 4 eksponeringstrin = 5 zoner, er sagen klar. Jeg eksponerer efter midtpunktet. Det ville i den klassiske terminologi hedde en N-eksponering, eller Normal-eksponering, der blev efterfulgt af Normal-fremkaldelsen.

(På mit kamera er målevinklen for spotmålingen omkring 1,5 grader. Man skal være opmærksom på, hvilken del af grafikken i søgeren, der angiver målefeltet for spotmåling. Grafikken kan let forlede til at bruge et mindre felt, som kan være markeret inden for spotmålerens cirkel. Det kan være nødvendigt at gå tættere på en bestemt del af motivet for at få en ren måling på den bestemte del, hvis området ikke fylder spotmålerens felt helt ud fra det oprindelige ståsted.)

Hvis det viser sig, at målingen af afstanden mellem min valgte zone III og zone VII er mindre end 4 eksponeringstrin, altså mindre end 5 zoner, ville jeg i gamle dage have foretaget en N+1 eller N+2 eksponering og have fulgt op med den tilsvarende kontrastudvidende fremkaldelse af filmen.
Tilsvarende, hvis kontrastomfanget havde været større end 5 zoner, så ville én af de kontrastreducerende N-1 eller N-2 processer have fundet anvendelse.

Alt det arbejde kan heldigvis spares. Hvis jeg i dag står over for et større eller mindre kontrastomfang mellem zone III og zone VII end 4 eksponeringstrin, spørger jeg mig selv, hvilken del af billedet, jeg vil prioritere og eksponere direkte på zonen.
Er det et detaljeret skyggeområde, der skal prioriteres, placerer jeg det i zone III, dvs. 1-2 trin under målingen på et Zone V område (eller en måling på det medbragte gråkort).
Er detaljerne i højlysområdet vigtigst, placerer jeg dem i zone VII ved at eksponere 2 trin over zone V målingen. Denne prioritering af højlysene er nok så vigtig, da højlysområder, der ellers ville medføre overflow i sensoren for stedse ville være tabt.
Hvis disse dispositioner sender fx himlen ud af kameraets dynamiske omfang, tager jeg et ekstra billede af himlen, hvor den er eksponeret rigtig og håber på at kunne kombinere den rigtige himmel med de andre dele af billedet i Photoshop. HDR er i høj grad blevet et brugbart alternativ, men kræver også flere optagelser med de ulemper der ligger i at bringe dem i register.

Nu om stunder er det med de fleste kameraer yderligere muligt at støtte sig til histogrammet lige efter optagelsen. Hvis den prioriterede del af luminansområdet ligger inden for begrænsningerne, er der ingen grund til bekymring.

Jeg bruger altid raw-formatet sammen med en god raw-converter, så kan man ikke ønske sig et bedre digitalt ”negativ”.

Resten er en sag mellem mig og Photoshop.

Efter-visualiseringen består primært i at få billedet på skærmen eller papiret til at ligne sin før-visualisering så godt som muligt. Men har man modtaget nye indtryk undervejs, så er det bare at følge op på dem. Alt er efterhånden muligt, og det er dumt ikke at udnytte alle muligheder.

Det er til syvende og sidst resultatet inden for billedrammen der tæller.

Spørgsmål og kommentarer til artiklen kan mailes til mig via www.ask4Photos.com og menupunktet contact us.


Author: Eigil Skovgaard


Lidt om et fint spotmeter

Et meget praktisk alternativ til den indbyggede pletlysmåler i kameraet er et mere dedikeret instrument, ofte kaldt et spotmeter. Jeg anvendte et Pentax Digital Spotmeter i mit klassiske zonesystem. Desværre skilte jeg mig af med det, da mit våde mørkekammer blev nedlagt, og jeg troede, at jeg aldrig ville komme til at savne dette instrument!
Dets primære fordel ligger i den direkte mulighed for omsætning mellem målte eksponeringsværdier og zoneskalaen.

Den følgende tekst er sakset og oversat fra Celloid and Silver v. Todd Schoenbaum http://www.celluloidandsilver.com/reviews-pentax-digital-spotmeter.htm

Pentax Digital Spotmeter – Dette har været det klassiske spotmeter blandt zonesystem udøvere, lige siden det blev introduceret. Det måler inden for en vinkel på 1 grad. Det gør den ene ting, og gør den godt. Det er kompakt, pålideligt og enkelt. Jeg ved ikke, om det kan fås fra nyt mere (måske med undtagelse af nyt gammelt lager). Den gode nyhed er, at selv brugte udgaver typisk er i fin stand og kan erhverves for omkring 250-300 dollars.

Den bedste feature ved dette spotmeter er den analoge kalkulator på oversiden. Man peger med spotmåleren mod det valgte objekt - trykker af - og noterer sig EV (eksponeringsværdien). Skalaen i søgeren er inddelt med prikker for hver 3.del eksponeringsværdi.
Efter at have sikret sig, at måleren er indstillet til den rigtige ISO, drejer man på en ring for at placere den målte EV udfor den foretrukne Zone (red.: se billedet). Sammenhængen er ret let at udlede fra måleren som den er, og ellers kan man indkøbe (eller selv fremstille) en klæbestrimmel med zonerne og placere den langs med EV-skalaen som direkte reference.

Richard Ritter (red.: og før ham Fred Picker) fra Zone VI Studios (nu ejet af Calumet) plejede at modificere disse spotmålere. De eksemplarer findes stadig som brugte, men vær opmærksom på, at visse handlende forsøger at sælge standardudgaver som Zone VI modificerede versioner, blot fordi de har en zoneskala påsat på oversiden. De egentlige modificerede spotmålere identificeres ved et mærke på håndgrebet med teksten: ”Modified by Zone VI Studios”. De modificerede versioner har et antal filtre og dæmpere til udelukkelse af uvedkommende lys, UV og IR (red.: infrarødt lys) og for at tilpasse det målte spektrum præcist til (red.: responsen fra klassiske pankromatiske filmemulsioner. Modificerede udgaver har derfor ingen større betydning i dag).


Billedet herunder er lånt fra http://www.timparkin.co.uk/blog/7050381221649099785



Author: Eigil Skovgaard



You must log in to write comments



To the frontpage        To the Top

About us! | Guidelines | Contact Addresses | Links

© Photos - Authors  |  © Data - Naturephotos.dk  |  © Applications - Joe's Webdesign,  2009-2020 - All rights reserved.
 
eXTReMe Tracker